Gad vide om man kan være sat på denne jord, bare for at alting ind i mellem skal fucke up...
Negativt, ja det er det jo nok, men ikke desto mindre er det den følelse jeg engang imellem står med...
Bedst som alting ser ud til at flaske sig, så sker der et eller andet...
For eksempel, lad os bare tage denne éne måned:
Andreas bliver smidt hjem fra skolen....igen...han er heldigvis startet igen...
Jeg får tilbudt læreplads, kommunen siger nej, de vil ikke betale min revalidering hvis dette skulle ske. Okay, så hellere sidde i lære i et projekt hjernedød i et fiktivt firma??
Fordi jeg er i VFU, noget praktik, der i luftlinie ligger 4 km. fra min bopæl, men via de offentlige transportmidler alt i alt indebærer knap 20 km., ja så kan jeg ikke længere får min transportgodtgørelse, da der skal være over 10 km. Kan jeg gøre for der ikke er busser der passer???
I sin tid tog jeg et banklån sammen med Kim, som han fordi vi er flyttet fra hinanden, nu ikke længere vil betale til. Min ydelse ligger nu på 3650 kr. ud af en revalidering. Okay, ydelsen er beregnet ud fra en sammenlagt indkomst, kims og min i sin tid, på over 800.000 kr årligt. Jeg forsøger at fortælle dem, at med min søller indkomst på 180.000, og alene med 4 unger har jeg ikke de penge. Bad luck, de er ikke til at hugge eller stikke i.
Såan her kan jeg blive ved og ved og ved, der er ikke én måned der bare er normal, Hvad sker der lige???????
Nogle gange har man altså bare lyst til at give op :-(
